Nåh.. Jeg var måske ikke lige så træt alligvel :D


Mens jeg sad og skrev med Hr. kæreste på msn kom der en masse undre ting op i mig omkring arbejdet her i Irland. Altså det pædagogiske arbejde. Der er ikke så meget struktur i det næste her jeg skriver det er ren og skær bare noget jeg undre mig over lige nu.. Det kan være det ikke er noget om en måned, men så har jeg da fået det skrevet ned også kan jeg erfare at jeg er blevet klogere:)


- De har drenge og pigeskoler herovre. I Finglas er der kun 1 hvor de er blandet. Har det noget at gøre med at der ligefrem skal oprettes detention schools for boys only. Altså jeg mener. Hvis man kun går i skole med drenge, må man da komme til at kede sig i sidste ende.
Man mangler måske lige nogle piger at spille op til, eller gøre sig venner med og få et helt andet syn på verdenen.
Ja fordi drenge og piger er jo forskellige MEGET, det kan vi jo ikke komme udenom:)Men om de kommer ud i det her småkriminalitet( det ynder jeg at kalde det endnu, inden jeg har læst noget mere omkring drengene.
Men det er det jo ikke i Irland. Der bliver jo slået hårdt ned på det. Men gør de det fordi de keder sig? OG bare går op af drenge dagen lang også skal der bare ske noget, som så udvikler sig??


- Gør det ikke det hele værre ved at sætte dem i fængsel som 13 årige.. Altså.. Hmm ved ikke helt hvordan jeg skal forklare, men jeg prøver.
Jeg ville tro at det fik dem enten til at give op..
Altså at blive dømt for noget som 13 årig og endda blive revet ud af sit eget miljø, så er man jo bare dømt på forhånd.
Som i at "Nåh det er dig der har været på den der institution.
Eller også får han status i drengegruppen som så opmuntre ham til at gøre noget mere.. Eller måske blive presset ud i mere kriminalitet fordi han vil måske gerne på rette vej, men miljøet tillader det ikke.


- Det bringer mig så til det næste lidt oplagt. Jaman hvad så når de kommer ud. Når man er 13-16 år gammel så ved man jo ikke helt hvem man er endnu, man er stadig igang med at udvikle sin identitet, og igang med at danne sine egne værdier og mål for livet.
Men det nemmeste er jo helt klart at vende tilbage til gutterne på gaden. Der er respekt, der er venskab hvad mere kan man bruge.
I de fleste tilfælde har forældrene jo ikke ligefrem de bedste forældreevner. I andre tilfælde har de nok at se til, nogle af drengene har op til NI SØSKENDE.. Det er jo helt crazy.


- Det bringer mig til det næste. Hvad kan man gøre for de her drenge? Eller kan man ikke gøre noget. (Det her spørgsmål regner jeg ikke med at finde svar på :)
Jeg kan måske finde frem til nogle løsningsmodeller de bruger på institutionen, men det er jo et samfundsproblem som ikke bliver løst på en enkelt nat)
Men er det PÆDAGOGENS rolle at gøre en forskel? Det er jo egentlig forældrenes, men hvad hvis de ikke har evnerne, hvem skal så tage ansvaret.?


- Også den sidste som jeg har nævnt før i min blog.. ADHD... Det undre mig meget de bruger den diagnose meget på institutionen. Det er self kun mine egne spekulationer, men synes ikke helt den holder.
Det føles lidt som om at der skal findes en hurtig diagnose så de kan hjælpes lidt på vej de her drenge, og hvad passer på drenge som løber rundt og er højrystet = ADHD.. (i deres hoveder)
Og det synes jeg altså er mærkeligt.. OG hvis de ikke har diagnosen så bliver der sagt at det har de sikkert.
JEg tror egentlig bare det grunder lidt i de her drenge har brug for at blive hør og set, og derfor handler det om at råbe højst eller te sig dårligst i en gård fyldt med haner. Og al opmærksomhed er vel god.
Men synes det er lidt for let at sige, "JAmen han har ADHD, så må han gerne opfører sig sådan" NEJ sgu.......


Nåh det blev sgu lidt lang og måske uoverskueligt for jer derude som læsere.. Men det er dejligt at se mine tanker på skrift.. Så kan jeg jo finde denne side frem om 3 måneder også se hvad jeg har lært noget af :D

See ya